2 - Hvad er problemet i Sudan?
Siden 15. april 2023 har titusindvis sudanesere mistet livet eller er blevet såret under blodige kampe mellem de to væbnede grupper SAF og RSF. Den eskalerende vold i Sudan har katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen og har ført ud i en alvorlig humanitær situation.
Flere end 8 millioner mennesker, hovedsageligt kvinder og børn, er blevet tvunget til at flygte. De fleste har søgt tilflugt inden for landets grænser, mens andre er flygtet over grænserne til bl.a. Chad, Egypten, Den Centralafrikanske Republik eller Sydsudan.
Samtidig har millioner af mennesker slet ikke mulighed for at flygte, på trods af at de befinder sig i stor fare for både angreb og mangel på helt basale fornødenheder som mad og vand.
Akut brug for hjælp efter omfattende angreb
Kampene har spredt sig til godt halvdelen af Sudan. Og det er både store byer som bl.a. hovedstaden og små landsbyer, der er ramt. Ofte er det civilbefolkningen, der bliver ramt.
Den alarmerende brug af tungt artilleri i tæt befolkede områder slår ikke bare ihjel, lammer og ødelægger, den efterlader også ueksploderede våbenrester til yderligere fare for børn og voksne, der ikke længere kan færdes sikkert på gader, marker og i bygninger.
Samtidig er den humanitære adgang til de nødlidende familier stærkt begrænset.