Overgreb fører til traumer, stigma, sygdom og uønskede graviditeter
Voldtægt og overgreb er i dag et brugt krigsvåben, og flugtruterne udgør en stor risiko for kvinderne. Dette omfatter voldtægter, røveri, kidnapning, bestikkelse og andre former for overgreb.
Selv når kvinderne og pigerne når frem til dér, hvor hjælpen findes, er de ekstra udsatte. I en flygtningelejr kan det at hente vand eller gå på toilettet udgøre en risiko for voldtægt eller chikane. Og drømmen om en uddannelse og karriere bliver afløst af et liv med huslige pligter og børnepasning i bedste fald. For for nogle også et liv med tvangsægteskab og tidlig graviditet.
Når kvinder på flugt oplever seksuelle overgreb, har de sjældent adgang til lægehjælp. Overgrebene kan derfor føre til alvorlig sygdom, handicap eller i værste tilfælde død.
Overgrebene kan forfølge dem resten af livet, og de kan få store konsekvenser. Foruden mentale mén og fysiske skader, kan kvinderne nemlig også stå med uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme.
Kvinderne, der har været udsat for overgreb, kan desuden opleve at blive stigmatiseret og afvist af deres familie og lokalsamfundet.