Noe Noes kamp for overlevelse i Myanmar

Voksen i en tidlig alder

"Før ulykken arbejdede jeg i en købmandsbutik. Jeg tjente nok til, at vi kunne klare os, og min lillesøster kunne gå i skole i lejren. Nu er min mor nødt til at arbejde i marken. Det er hårdt, for hendes helbred er ikke så godt."

Sådan fortæller Noe Noe. Med sine 17 år er hun egentlig teenager, men der er ikke meget i hendes liv, der blot tilnærmelsesvist minder om den tilværelse, der burde kendetegne overgangen mellem barn og voksen. Noe Noe er på mange måder blevet tvunget til at blive voksen fra en meget tidlig alder.

Vi møder hende i en lejr for internt fordrevne i Kachin State i Myanmar. Den 17-årige pige er en ud af 1,5 millioner mennesker i det kriseramte land, der lever et liv på flugt fra væbnede kampe.

For godt to år siden måtte Noe Noe, sammen med sin lillesøster og mor, forlade sit hjem i al hast, da kampene nærmede sig deres landsby i delstaten Kachin. De flygtede til noget familie i en anden by, hvor de boede et stykke tid, men det viste sig snart at være uholdbart. Den lille familie endte i ’Maw Phoung Canan’-lejren for internt fordrevne. 

Krisen i Myanmar anses af mange som en af verdens glemte konflikter. Det asiatiske land mellem Bangladesh, Kina og Thailand har i årevis været plaget af væbnet konflikt mellem forskellige grupperinger. Millioner af mennesker er drevet på flugt, ikke mindst det etniske mindretal rohingyaerne, hvoraf mange søgte tilflugt i verdens største flygtningelejr i nabolandet Bangladesh, da de i 2017 blev forsøgt etnisk udrenset.

Siden konflikten blussede op i 2021, er tusinder af uskyldige civile blevet dræbt og endnu flere drevet på flugt. Næsten halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom.

Afvist af hospital efter alvorlig ulykke

Efter noget tid i lejren for internt fordrevne fik Noe Noe sig et arbejde i en købmandsbutik nogle kilometer væk. Her tjente hun nok til at forsørge sin mor og søster, kun med lidt hjælp fra humanitære organisationer, herunder Dansk Flygtningehjælp.

Noe Noe blev hver dag kørt til arbejde i bil sammen med forskellige andre, der skulle samme vej. Men en dag ramte bilen en landmine. Noe Noe husker tilbage på det splitsekund, der ændrede hendes liv:

"Mit højre ben gjorde pludselig meget ondt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Det viste sig, at mit ben var fyldt med fragtmenter fra minen. I min hånd sad der splinter af glas fra bilens sidespejl. Det lykkedes mig at tage to stykker ud," husker hun.

De var seks personer i bilen, og alle blev såret af eksplosionen. Én fik en alvorlig skade i hovedet.

Den nærmeste skadestue var på et privathospital, hvor de ikke havde råd til at betale for den nødvendige behandling, så der blev de afvist. Et godt stykke længere væk lå delstatens offentlige hospital. Der gik et par dage, før de nåede frem – nu ikke blot alvorligt sårede, men også kritisk udmattede.

Tvunget til at vende hjem

Noe Noe blev straks indlagt og opereret.

"Da jeg forlod operationsstuen, blev jeg mødt af to medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp," husker hun.

De to medarbejdere spurgte ind til ulykken og hendes situation, hvorefter de gav hendes familie hjælp til mad og transport.

"På grund af mit ben kan jeg ikke længere arbejde i butikken, og min mor tjener ikke særlig meget ved at arbejde i marken. Den støtte, vi har fået fra Dansk Flygtningehjælp, gør, at vi kan klare os. Og så dækker den også transporten, når jeg skal til kontrol på hospitalet," fortæller Noe Noe.

Familien har også fået tæpper, myggenet og forskellige andre fornødenheder, som giver tryghed og sikkerhed i hverdagen. Men ved udgangen af året skal lejren lukke, så den lille familie er nødt til at vende tilbage til den hjemegn, de i sin tid måtte flygte fra.

Håb og hårdt arbejde

Men selv om kampene er stilnet af, er intet, som det var engang hjemme i landsbyen.

"Vi er nødt til at have vores eget stykke jord, så vi kan dyrke nogle afgrøder og klare os, men vores jord er blevet konfiskeret, og de vil ikke give os den tilbage," fortæller Noe Noe.

Hun har dog en ide, som måske kan blive familiens redning:

"Min bedstemor har stadig en lille grund i landsbyen. Vi vil anmode om, at hun får nogle ekstra hektar, som vi så kan dyrke."

Noe Noe vil også prøve at finde et arbejde i hjemegnen – selv om det bliver svært, da hun stadig er hårdt mærket af ulykken.

"Mange af partiklerne er stadig til stede i min krop. Det gør ondt, og jeg kan ikke gå så langt."

DRC Dansk Flygtningehjælp har været tilstede i Myanmar siden 2009. Vores indsatser inkluderer beskyttelse, økonomisk støtte, vandforsyning, minerydning, lejrledelse og hjælp til husly.