
Voksen i en tidlig alder
"Før ulykken arbejdede jeg i en købmandsbutik. Jeg tjente nok til, at vi kunne klare os, og min lillesøster kunne gå i skole i lejren. Nu er min mor nødt til at arbejde i marken. Det er hårdt, for hendes helbred er ikke så godt."
Sådan fortæller Noe Noe. Med sine 17 år er hun egentlig teenager, men der er ikke meget i hendes liv, der blot tilnærmelsesvist minder om den tilværelse, der burde kendetegne overgangen mellem barn og voksen. Noe Noe er på mange måder blevet tvunget til at blive voksen fra en meget tidlig alder.
Vi møder hende i en lejr for internt fordrevne i Kachin State i Myanmar. Den 17-årige pige er en ud af 1,5 millioner mennesker i det kriseramte land, der lever et liv på flugt fra væbnede kampe.
For godt to år siden måtte Noe Noe, sammen med sin lillesøster og mor, forlade sit hjem i al hast, da kampene nærmede sig deres landsby i delstaten Kachin. De flygtede til noget familie i en anden by, hvor de boede et stykke tid, men det viste sig snart at være uholdbart. Den lille familie endte i ’Maw Phoung Canan’-lejren for internt fordrevne.
Krisen i Myanmar anses af mange som en af verdens glemte konflikter. Det asiatiske land mellem Bangladesh, Kina og Thailand har i årevis været plaget af væbnet konflikt mellem forskellige grupperinger. Millioner af mennesker er drevet på flugt, ikke mindst det etniske mindretal rohingyaerne, hvoraf mange søgte tilflugt i verdens største flygtningelejr i nabolandet Bangladesh, da de i 2017 blev forsøgt etnisk udrenset.
Siden konflikten blussede op i 2021, er tusinder af uskyldige civile blevet dræbt og endnu flere drevet på flugt. Næsten halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom.