Ukraine: I Kherson er droner, bombardementer - nu truer også vinterkulden

17 dec. 2025
Vinter i Ukraine

Titusinder af mennesker bliver i Kherson-området, selvom byen ligger få hundrede meter fra frontlinjen. Blandt dem er mange ældre, mennesker med handicap og familier uden mulighed for at flygte. For dem er vinteren ikke bare kold — den er livstruende.

Dansk Flygtningehjælp er til stede og hjælper nu de mest udsatte gennem vinteren.

En by der lever under konstant angreb

Kherson er i dag en by, hvor hverdagen foregår i kældre, bag sandsække og under net, der skal beskytte mod droneangreb. Den ligger på den ukrainsk-kontrollerede side af Dnipro-floden, direkte overfor områder, der fortsat er under russisk besættelse.

Raketter og droner rammer byen næsten dagligt. Gader, der engang summede af liv, ligger nu øde hen.

Lokale myndigheder forsøger at beskytte befolkningen ved at skabe en såkaldt radio-elektronisk “kuppel” mod droner og opsætte metalnet over udvalgte gader. Men faren er konstant, og civile rammes regelmæssigt.

"Alt brændte ned. Jeg har ingenting tilbage."

Mange ældre i Kherson kan ikke forlade byen. De har ingen familie at tage hen til, ingen opsparing — og ofte heller ingen steder at tage hen.
En af dem er Liudmyla, 80 år. Hun forlod ikke byen under besættelsen, og hun blev heller ikke evakueret, da den kom under ukrainsk kontrol igen.

Først blev hendes hjem ødelagt af oversvømmelsen, der ramte Kherson efter sprængningen af Kakhovka-dæmningen i 2023.
Senere blev huset ramt igen — denne gang af artilleribeskydning.

“Alt brændte ned. Huset var allerede ødelagt efter oversvømmelsen, væggene styrtede sammen — og så brændte det. Hjælpen betyder virkelig meget for mig nu,” fortæller hun.

Liudmyla har modtaget økonomisk støtte, som hun bruger til at betale varme og el, så hun kan komme gennem vinteren.

Din støtte spreder varme og håb i Ukraine

Olga, 68, er også blandt dem, der har fået hjælp. Hun har måttet flygte flere gange. Først efter oversvømmelsen i 2023. Senere, da kampene rykkede tæt på hendes datters hjem. Nu bor hun og familien i et midlertidigt hus, hvor de skal betale for forbrugsudgifterne:

“Hjælpen gør, at vi kan overleve. Min datter arbejder ikke nu, og vi lever kun af min pension. Jeg har hjerteproblemer og højt blodtryk. Behandling er dyrt. Og vi skal stadig betale for varme og mad,” forklarer Olga.

For familier som Olgas gør støtten forskellen mellem at komme sikkert gennem vinteren — eller stå uden varme, når temperaturen falder langt under frysepunktet.

Tak for din støtte!

Hjælpen gør, at vi kan overleve.

Olga

Hjælp til over 400 familier i Kherson

I Kherson arbejder Dansk Flygtningehjælp for at hjælpe de mest sårbare. Inden årets udgang får over 400 husholdninger økonomisk støtte til at betale for varme, elektricitet og fast brændsel.

Støtten går især til:

  • Ældre
  • Personer med handicap
  • Store familier
  • Enlige forældre

Derudover hjælper vi beboerne videre til andre former for støtte, alt efter deres individuelle behov.

Støt nu

Gør en forskel

SKRIV UNDER: Familier skal have adgang til nødhjælp i Gaza

Læs mere
Læs mere om
Ukraine Vinterhjælp
Støt nu